Uden at ville gøre mig til af nogen større kunstindsigt, tror jeg, der er nogle meget basale problemer med vores præsentation af samtidskunst. Grunden blev vel lagt af folk som Duchamp, og herhjemme siden af folk som Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen – Repræsentanter – og fremragende formidlere af kunstretningen ”situationisme” – og i årevis har de her digtet med medierne. Begge to var også kapaciteter indenfor billedkunst, Det gælder også mange andre situationister, – ligesom det gælder en masse dadaister og surrealister. Og på mærkelig måde er alt deres arbejde stort set blevet behandlet som billedkunst. Men en masse af deres arbejder har intet eller kun ganske lidt at gøre med billedkunst, på samme måde med meget (måske det meste) af nutidens konceptkunst. Alligevel præsenteres det næsten kun i sammenhænge, der traditionelt er billedkunstens område (billedkunsttidsskrifter, billedkunstmuseer o.lign). Og på en sær måde har det bredt sig så meget ind over billedkunstens område, at det kan være svært for billedkunsten selv at få plads. Og ofte bliver kunstnere der beskæftiger sig med ”ren” billedkunst betragtet som ude af trit, gammeldags m.v. da de ofte ”kun” beskæftiger sig med udviklingen af at udtrykke sig med billedsprog – ofte kan det endda være svært for en akademisk kunstspecialist at oversætte deres billeder eller skulpturer til noget provokerende, samfundskritisk eller andet der kan sættes i ord. Ja ofte er det kun følelser, der udtrykkes, — måske endda bare glæde ved materialets muligheder – – og det kommer ikke på forsiden af Berlingeren eller i TV2s petitstof i nyhederne.
Dette er ikke ment som en nedvurdering af samtidskunsten, men blot et ønske om, at man, i det mindste i tanke, får skilt det, der ikke er billedkunst ud. Så tror jeg også. det vil blive noget lettere for folk at acceptere samtidskunsten. Den arbejder jo ofte ud fra ganske andre præmisser end billedkunst. F.eks. kræver en del inddragelse af ganske omfattende forklaringer på forhånd for at give mening, ligesom det for en del af det, i høj grad kun er processen, der giver mening – Alt i alt har en meget stor (måske størstedelen) af samtidskunsten langt mere med teater at gøre end med billedkunst…
Og så tror jeg, der er meget behov for en langt mere seriøs kritisk tilgang til samtidskunst, der for mig at se ofte kun vurderes på ideer og holdninger, men ikke på kvaliteten af den færdige udførelse, (men så behøver man jo også kun at læse om det, og måske er mange af vore kritikere også mere uddannet i at forstå ordene bag projektet, end selve udførelsen af projektet). – Men jeg tror på, at det også for samtidskunstens vedkommende, først og fremmest skal være mødet med selve værket, der skal være hovedoplevelsen – også helst uden de helt store forudgående studier af kunstnerens tanker og meninger. Altså jeg vil hellere overraskes af en af Jeppe Heins fine skæve bænke, end at læse en dybere filosofisk udredning om dem…